2 uger med en langsom internetforbindelse

Fordi jeg er en klovn, der havde glemt en HD livestream kørende på mobiltelefonen i lommen en halv dags tid, fik jeg af min teleudbyder sat hastigheden på min forbindelse ned til et absolut minimum de sidste par uger af maj.

Det var en tankevækkende oplevelse. Dels sendte det mig i første omgang tilbage til slutningen af 90'erne og datidens oplevelse af indlæsning af websider, hvor billederne dukker langsomt op linje efter linje. Men især gjorde det det smerteligt klart hvor lidt web nu om dage bliver lavet med hensyn til folk der ikke har en højhastighedsforbindelse.

Masser af store billeder. Tonsvis af javascript. Adskillige skrifttyper.

Ofte var siderne ikke responsive før det hele var indlæst, fordi de var sovset så meget ind i javascript at man først kunne trykke på noget når alt er hentet ned.

I særligt grelle tilfælde blev indholdet simpelthen ikke vist før alt var indlæst. Og det kunne tage en håndfuld opdateringer af siden før det lykkedes, fordi mængden af ting der skulle hentes gjorde at det meste fik timeout af browseren, og det først lykkedes at rendere hele siden når det meste – over en række (gen)indlæsninger – var gemt i browserens cache.

Og det her var, vel at mærke, med ad- og tracking blocking slået til. Jeg tør dårligt gisne om oplevelsen for folk der ikke har den slags installeret.

Jeg er selv webudvikler og kaster disse sten fra mit hus af det pureste glas: Vi er simpelthen nødt til at gøre det bedre end det vi gør i dag.

I skærende – positiv – kontrast stod min oplevelse med e-mail. Det er stadig et relativt let format datamæssigt, der fungerede med minimalt nedgraderet brugeroplevelse.

Opsparing

Som barn gik sommerferien ofte til Anholt[1]. Det var sammen med nogle af de andre som mine forældre havde boet i kollektiv med, hvilket var smart for de voksne. For så kunne børnene lege sammen og de voksne kunne lave federe voksenting end at holde øje med os.

Vi børn fik hver morgen 10 kroner at købe slik for. Det rakte til en hæderlig pose bland-selv-slik i campingkiosken[2].

Et af årene havde jeg fået den geniale ide at jeg ville spare sammen til at købe for 50 kroner slik på et tidspunkt. Så jeg købte for mine 10 kroner den første dag og fik det til at række ud over de næste 4 dage også.

Da jeg på sjettedagen fik mine 10 kroner fortalte jeg stolt de voksne om min plan. Men den faldt overhovedet ikke i god jord. Jeg ved ikke om det var en bekymring for at jeg fik for meget sukker[3], en bekymring om hvorvidt min kammerat, Emil, ville blive misundelig over at jeg havde meget mere slik end ham[4] eller af helt andre årsager.

Der var i hvert fald ingen ros for at have udvist kontrol og mådehold, for at have sparet op. I stedet blev det hurtigt besluttet at jeg skulle købe noget legetøj i Brugsen for pengene.

Jeg endte med at købe en blå plasticbil med gule hjul som jeg aldrig blev særligt begejstret for[5].

Det er en historie der af og til dukker op i mit hoved (fx i her i dag), fordi jeg stadig ikke helt forstår hvorfor de voksne gjorde som de gjorde, og i bund og grund synes det var tarveligt og dårligt håndteret af dem.

[1] Jeg kan varmt anbefale en tur derover. Jeg vendte tilbage for nogle år siden, efter at have været væk derfra i 25 år. Og det var lige så fint og roligt som dengang. Men en hel del mindre end jeg huskede det. Der skal ikke gå 25 år igen før jeg kommer derover.

[2] Det var før bland-selv handlede om at skovle ting ned i en pose og så veje den til sidst. Dengang kuraterede man omhyggeligt sin slikpose og bad om for 1 krone af colavingummierne og så fik man 4 af dem, og for 50 øre af det næste, osv.

[3] Samlet set for hele ferien ville sukkermængden jo blive den samme som hvis jeg havde brugt alle 10 kroner hver dag.

[4] Emil kendte alt til min plan, for han havde jo set hvordan jeg holdt igen de foregående dage og vi havde snakket om hvorfor.

[5] Måske fordi jeg associerede den med nederlaget. Men den var virkelig også kedelig, ligegyldig og slet ikke noget jeg havde brug for.

Kritisk stædighed

I sit blogindlæg drones run linux: the free software movement isn't enough skriver j3s:

i refused to use discord for years - but instead of furthering freedom, i hurt myself. the severence of many meaningful relationships. most of my old friends simply moved on without me. if you don't have vocal chords, people forget that you exist.

you might say they probably weren't real friends if they forgot about me so easily. but they were real to me. try it yourself, and see what happens.

ultimately, my stubborn resistance made no difference.

Noget jeg kan nikke genkendende til.

Fx da jeg forlod Facebook og der lige pludseligt var folk jeg ikke længere kunne få fat i. Ting jeg ikke blev inviteret til eller bare ikke opdagede skete, fordi de udelukkende var annonceret der. Og stadig den dag i dag, flere år senere, kan det være svært at navigere helt uden om Metas tjenester, da der er information jeg har brug for, der kun findes der.

j3s rammer lige ned i en følelse jeg aktuelt går og bakser med i forbindelse med hypen om såkaldt kunstig intelligens. Mange er begejstrede. Og det er nemt at lade sig begejstre og tage del i festen. Men jeg synes vi er nødt til at forholde os kritisk til den teknologi vi skaber. Især når den kan have store konsekvenser for vores samfund og kloden.

Det gælder for så vidt ikke kun indenfor informationsteknologi. Det er tilfældigvis bare det der er mit felt, og derfor bilder jeg mig ind at have en større forståelse for hvordan det fungerer, hvad der sker og for konsekvenserne.

Et godt eksempel udenfor mit eget felt er forbrændingsmotoren. En teknologi der har bragt mange muligheder og meget godt med sig. Men som viser sig også at have store negative konsekvenser, som man ikke i tide har haft øje for: Forurening og de sundhedsmæssige problemer det har skabt for os selv. Klimapåvirkninger der varer årtier eller måske århundreder. Privatbilisme og selvfølgeligheden i at man skal have (mindst) en bil. Og deraf følgende butiksdød, fordi folk hellere ville – og nu havde muligheden for at – køre 25 km til Bilka og købe det hele ét sted, end spilde tiden med at besøge flere mindre butikker i deres egen by. Og tabet af den lokale sammenhængskraft, som mange sikkert begræder mens de – igen – sidder i kø på motorvejen og dermed får tid til en tænkepause midt i ræset.

Men tilbage til den følelse som j3s rammer hos mig: For der er nemlig en dobbelt straf i stædigt at forholde sig kritisk og på den baggrund vælge fra. Dels er man ikke med til festen. Og hvem vil som udgangspunkt ikke gerne være med til fest? Men der er også en mental byrde i at være ham den sure med nejhatten. Og i at se venner, familie, kollegaer ukritisk omfavne teknologien, uden at forholde sig til de potentielle konsekvenser det måtte have for dem og for samfundet.