detfalskested

Blodprop

I morges for 3 år siden vågnede min far for sidste gang hjemme i sin seng. Om formiddagen, på sin cykel på vej til Føtex, for – ifølge den dosmerseddel han havde i lommen – at købe noget lækkert til sin frokost, fik han en blodprop i hjertet.

Han sagde altid at hvis der skete ham noget, så skulle vi bare lade ham dø. Da han mærkede at der var noget galt, kunne han have sat sig op ad et træ og nydt sommersolen indtil han ikke var mere. I stedet valgte han, da det endeligt gjaldt, at gå ind i Føtex og bede om hjælp.

Efter en operation i hjertet, nogle dage i koma og 2 måneders indlæggelse – primært på intensiv – stillede han træskoene. I dag, med det udfald det fik, ville jeg have undet ham ikke at skulle gennem de 2 måneder. At han bare havde sat sig ved det træ i solen. Men jeg spurgt ham undervejs. Og han syntes vi skulle kæmpe videre.

Det sidste jeg sagde til ham, mens jeg holdt ham i hånden og der langsomt blev skruet ned for respiratoren, var at jeg elskede ham og var stolt af ham. Noget jeg håber og tror han godt vidste, selvom jeg aldrig før havde sagt det så direkte.

Det er en slidt kliché, men uanset: Man ved aldrig hvor længe man har dem man holder af. Så husk at gøre de ting I drømmer om sammen. Husk at fortælle dem at du holder af dem. Giv dem et kram (hvis I er forsvarligt vaccinerede osv). Lad være med at tage dem for givet. En ting jeg selv stadig kommer til at gøre med min mor.

Og så husk at sætte pris på og være taknemmelig for vores sygehusvæsen. De dygtige læger, med forskellige specialer, der tog sig af min far. Gjorde alt var der muligt, selvom det åbenlyst var en dårlig forretning for samfundet at lappe på sådan en gammel mand. Og især sygeplejerskerne. Der dag og nat tog sig af ham. Og af mig, som den nærmeste pårørende. Var til stede. Med deres varme og høje faglighed. Til trods for kronisk underbemanding.

Helt bevidst affotograferet med en flygtig monokultur i baggrunden.

Bogen om Permakultur

I løbet af de sidste par dage har jeg foretaget mig noget så sjældent som at læse en bog!

Jeg faldt over den i Svanholms cafe i søndags, tænkte den lød meget spændende og impulskøbte den så.

Det er Bogen om Permakultur der er tale om. En virkelig inspirerende, let læst introduktion til permakultur.

Fuld af spændende ideer til hvordan man opbygger og understøtter naturens kredsløb i sin egen have. Og som samtidig også gør det klart hvordan metoderne i vores industrielle landbrug – selv hvis vi ser bort fra kødproduktionen – langt fra er bæredygtige.

Det tiltaler min programmørhjerne helt vildt at bygge større, selvforsynende systemer af input/output fra naturen.

Infralyd – Somehow There is Light

Jeg er i gang med at skære stammerne fra nogle fældede træer op.

Hügelkultur

Ved sommerhuset er jeg i gang med at skære nogle fældede træer op. En venlig sjæl foreslog at jeg skulle bruge nogle af stammerne til at lave Hügelkultur. Det havde jeg aldrig hørt om før, men efter at have læst om det rundt omkring og set lidt videoer, er der ingen tvivl: Det er præcis det jeg skal!

Hügelkultur is a horticultural technique where a mound constructed from decaying wood debris and other compostable biomass plant materials is later (or immediately) planted as a raised bed. Adopted by permaculture advocates, it is suggested the technique helps to improve soil fertility, water retention, and soil warming, thus benefiting plants grown on or near such mounds.

In its basic form, mounds are constructed by piling logs, branches, plant waste, compost and additional soil directly on the ground.

I forvejen var jeg ved at rydde det stykke jord stammerne ligger på, for at gøre plads til noget køkkenhave i nogle højbede. Så den ligger lige til højrebenet: I stedet for at skære dem op til brænde og flytte dem langt væk, kan jeg lave større stykker (og dermed have mindre opskæringsarbejde) og bruge dem til Hügelkultur på stedet. Det samme gælder for øvrigt grenene fra de samme træer, som også kan indgå.

Most artists are not making money off NFTs

For tiden hærger NFT'er min filterboble. Kimberly Parker forklarer i sit indlæg her hvordan det (som de fleste andre steder og måder at sælge sin kunst på) kun er de få der reelt formår at sælge i et omfang der betyder noget. Men også hvordan løfterne om guld og grønne skove drukner i gebyrer. Og nævner desuden nogle mere fundamentale problemer med blockchains og kryptovaluta i almindelighed.

The largest group of Primary Sales (34%) were for $100 or less. For $100, you can expect to have 72.5% — 157.5% of your Sale deducted by fees. That’s an average(!) of 100.5%, leaving you with a $0.50 deficit or more.
Truly the most shocking thing about these numbers is that they look ordinary. They look just like every other market. Everything about this is run-of-the-mill, banal, predictable capitalism.
Decentralization does not mean equality of opportunity. Tech deployed within the confines of a capitalist framework will never be liberating. The only way out is by breaking the frame.
Ponzi schemes typically have someone at the top as a “mastermind” but Ethereum does not, which is why a “headless Ponzi scheme” is the most accurate way to characterize it, or as Preston Byrne calls it a “Nakamoto Scheme,” named after the pseudonymous inventor of Bitcoin, Satoshi Nakamoto.
This feudalist system quickly turns artists into crypto recruiters, desperate to bring even more people into the fold so the value of their Ethereum token stays high and they can sell for a profit.
Artists are in many ways the perfect marks: chronically underpaid, tired from trying to shine in an increasingly over-saturated attention economy on social media platforms that have already trained us to produce endless rapidly-consumed content.