detfalskested

Kustig intelligens med kunstig intelligens på

Jeg modtog i sidste uge en arbejdsrelateret e-mail, hvori der var indlejret et udsnit af et skærmbillede med en tabel i:

Udklip af et skærmbillede fra visningen af en e-mail sendt fra Outlook.

Da e-mails i sin tid blev opfundet, var computere sådan noget langhåret noget, hvor der kun var ensartede, kantede bogstaver på skærmen. Ingen farver eller flotte, grafiske brugergrænseflader. Derfor var det naturligt at en e-mail blev skrevet i såkaldt klartekst, der er ren tekst uden formatering og anden staffage. Senere kom computere til, der kunne vise både farver og billeder. Og World Wide Web havde vist hvordan man med HTML-sproget kunne skabe flot, visuelt indbydende, formateret tekst.

Så nogen fik den – synes de i hvert fald selv – geniale ide, at gøre det muligt at skrive e-mails med HTML, så man fik alle de mange formateringsmuligheder over i sin digitale post. Herunder også fremvisning af billeder inde i sin tekst.

Af bl.a. hensyn til folk med ældre computere (og sure fundamentalister som mig), gjorde man det muligt at den samme e-mail kan afsendes i 2 kombinerede formater: Både klartekst og HTML. Således kan alle – uanset modtagerudstyr og -programmel – læse den post de modtager. Nogle vil se HTML-udgaven, andre vil se klartekstudgaven, afhængigt af hvilken software de bruger til at læse deres e-mails og hvordan den er indstillet. For at afsenderen ikke skal sidde og skrive det samme brev 2 gange, sker der i praksis oftest det at en e-mailklient automatisk konverterer HTML-udgaven til klartekst, efter bedste evne.

Den arbejdsrelaterede e-mail jeg modtog var skrevet i Outlook. Og Outlook er en moderne e-mailklient, der understøtter at man kan skrive e-mails i HTML-format og dermed bl.a. indlejre billeder.

Hos Microsoft, der laver Outlook, har nogen på et tidspunkt haft tilgængelighedshatten på og råbt vagt i gevær: Hov, hov, hov! Det er ikke alle der kan se billederne i en e-mail. Det er vigtigt de blinde også kan være med. Og vedkommende havde ret.

For at løse det problem, gjorde man det muligt at angive såkaldte alternativtekster til billeder i Outlook. Disse er en tekst der angives, som evt. kan bruges som alternativ til billedet ved visning af e-mailen. Så kan blinde, i stedet for at se billedet, få læst denne tekst højt af deres computer, og dermed forstå den fulde sammenhæng. Og sure fundamentalister som mig, der foretrækker at læse sine e-mails i klartekst, kan få alternativteksten vist der hvor billedet ellers skulle være.

Men det var kun en delvis sejr for tilgængeligheden. For man løber lynhurtigt ind i næste problem: Brugerne af Outlook aner ikke at man – af tilgængelighedshensyn – bør huske at tilføje alternativtekster til sine billeder. Og så er vi lige vidt på tilgængeligheden.

Heldigvis er Microsoft i dag en stor, moderne it-virksomhed, med adgang til kunstig intelligens. Og med kunstig intelligens kan man træne en supercomputer til at gætte på hvad et billede forestiller.

Så de dygtige udviklere af Outlook har taget kunstig intelligens i brug, og fået den til at bidrage med alternativtekster til de billeder hvor brugerne ikke selv har angivet en, ved at gætte på hvad billedet forestiller. Smart!

Nu er den næsten hjemme. Men kun næsten. For Outlook og e-mails bruges på alverdens sprog. Og billedbeskrivelsen kommer ud af den kunstige intelligens på engelsk.

Heldigvis kan sådan et problem løses med endnu mere kunstig intelligens. Man beder derfor en anden kunstig intelligens om at oversætte den automatisk genererede billedbeskrivelse til det sprog e-mailen er skrevet på. Endnu mere smart!

Således kunne jeg – der insisterer på at læse mine e-mails som klartekst, medmindre jeg har en særlig grund til andet – i sidste uge læse følgende, der undrede mig:

Som nogle af jer allerede har opdaget, er der nu kommet et nyt felt på kontosiden. Feltet hedder i øjeblikket ’Double entry accounting’ (men det bliver oversat på et tidspunkt.)

Et billede, der indeholder bord Automatisk genereret beskrivelse

Feltet er kommet på siden, fordi vi er ved at gøre klar til test af det nye regnskabsmodul.

Hvad var det for noget med et billede af et bord?

Da jeg skiftede til HTML-visning, gik det op for mig, hvordan adskillige lag af gode intentioner og smart funktionalitet var endt her:

Outlook har sendt billedet af tabellen igennem den første kunstige intelligens, der har analyseret det og er kommet frem til at det er "A picture, containg a table". Den næste kunstige intelligens har – uden at kende sammenhængen – taget denne tekst og oversat den til dansk, i den tro at "table" skulle oversættes til "bord". Og af tilgængelighedshensyn, har Outlook så erstattet billedet med denne automatisk oversatte, automatisk genererede tekst i klartekstudgaven af e-mailen.