detfalskested

Kritisk stædighed

I sit blogindlæg drones run linux: the free software movement isn't enough skriver j3s:

i refused to use discord for years - but instead of furthering freedom, i hurt myself. the severence of many meaningful relationships. most of my old friends simply moved on without me. if you don't have vocal chords, people forget that you exist.

you might say they probably weren't real friends if they forgot about me so easily. but they were real to me. try it yourself, and see what happens.

ultimately, my stubborn resistance made no difference.

Noget jeg kan nikke genkendende til.

Fx da jeg forlod Facebook og der lige pludseligt var folk jeg ikke længere kunne få fat i. Ting jeg ikke blev inviteret til eller bare ikke opdagede skete, fordi de udelukkende var annonceret der. Og stadig den dag i dag, flere år senere, kan det være svært at navigere helt uden om Metas tjenester, da der er information jeg har brug for, der kun findes der.

j3s rammer lige ned i en følelse jeg aktuelt går og bakser med i forbindelse med hypen om såkaldt kunstig intelligens. Mange er begejstrede. Og det er nemt at lade sig begejstre og tage del i festen. Men jeg synes vi er nødt til at forholde os kritisk til den teknologi vi skaber. Især når den kan have store konsekvenser for vores samfund og kloden.

Det gælder for så vidt ikke kun indenfor informationsteknologi. Det er tilfældigvis bare det der er mit felt, og derfor bilder jeg mig ind at have en større forståelse for hvordan det fungerer, hvad der sker og for konsekvenserne.

Et godt eksempel udenfor mit eget felt er forbrændingsmotoren. En teknologi der har bragt mange muligheder og meget godt med sig. Men som viser sig også at have store negative konsekvenser, som man ikke i tide har haft øje for: Forurening og de sundhedsmæssige problemer det har skabt for os selv. Klimapåvirkninger der varer årtier eller måske århundreder. Privatbilisme og selvfølgeligheden i at man skal have (mindst) en bil. Og deraf følgende butiksdød, fordi folk hellere ville – og nu havde muligheden for at – køre 25 km til Bilka og købe det hele ét sted, end spilde tiden med at besøge flere mindre butikker i deres egen by. Og tabet af den lokale sammenhængskraft, som mange sikkert begræder mens de – igen – sidder i kø på motorvejen og dermed får tid til en tænkepause midt i ræset.

Men tilbage til den følelse som j3s rammer hos mig: For der er nemlig en dobbelt straf i stædigt at forholde sig kritisk og på den baggrund vælge fra. Dels er man ikke med til festen. Og hvem vil som udgangspunkt ikke gerne være med til fest? Men der er også en mental byrde i at være ham den sure med nejhatten. Og i at se venner, familie, kollegaer ukritisk omfavne teknologien, uden at forholde sig til de potentielle konsekvenser det måtte have for dem og for samfundet.