Opsparing

Som barn gik sommerferien ofte til Anholt[1]. Det var sammen med nogle af de andre som mine forældre havde boet i kollektiv med, hvilket var smart for de voksne. For så kunne børnene lege sammen og de voksne kunne lave federe voksenting end at holde øje med os.

Vi børn fik hver morgen 10 kroner at købe slik for. Det rakte til en hæderlig pose bland-selv-slik i campingkiosken[2].

Et af årene havde jeg fået den geniale ide at jeg ville spare sammen til at købe for 50 kroner slik på et tidspunkt. Så jeg købte for mine 10 kroner den første dag og fik det til at række ud over de næste 4 dage også.

Da jeg på sjettedagen fik mine 10 kroner fortalte jeg stolt de voksne om min plan. Men den faldt overhovedet ikke i god jord. Jeg ved ikke om det var en bekymring for at jeg fik for meget sukker[3], en bekymring om hvorvidt min kammerat, Emil, ville blive misundelig over at jeg havde meget mere slik end ham[4] eller af helt andre årsager.

Der var i hvert fald ingen ros for at have udvist kontrol og mådehold, for at have sparet op. I stedet blev det hurtigt besluttet at jeg skulle købe noget legetøj i Brugsen for pengene.

Jeg endte med at købe en blå plasticbil med gule hjul som jeg aldrig blev særligt begejstret for[5].

Det er en historie der af og til dukker op i mit hoved (fx i her i dag), fordi jeg stadig ikke helt forstår hvorfor de voksne gjorde som de gjorde, og i bund og grund synes det var tarveligt og dårligt håndteret af dem.

[1] Jeg kan varmt anbefale en tur derover. Jeg vendte tilbage for nogle år siden, efter at have været væk derfra i 25 år. Og det var lige så fint og roligt som dengang. Men en hel del mindre end jeg huskede det. Der skal ikke gå 25 år igen før jeg kommer derover.

[2] Det var før bland-selv handlede om at skovle ting ned i en pose og så veje den til sidst. Dengang kuraterede man omhyggeligt sin slikpose og bad om for 1 krone af colavingummierne og så fik man 4 af dem, og for 50 øre af det næste, osv.

[3] Samlet set for hele ferien ville sukkermængden jo blive den samme som hvis jeg havde brugt alle 10 kroner hver dag.

[4] Emil kendte alt til min plan, for han havde jo set hvordan jeg holdt igen de foregående dage og vi havde snakket om hvorfor.

[5] Måske fordi jeg associerede den med nederlaget. Men den var virkelig også kedelig, ligegyldig og slet ikke noget jeg havde brug for.